Uddannelsesansvarlig til Hjemmeplejen Amager
Søg jobbet
Vil du være med til at skabe læringsrum, hvor teori bliver til praksis med omsorg og højt fagligt niveau? Vil du skabe læring, der virker i praksis? Og motiveres du af at udvikle, planlægge og understøtte kompetenceudvikling i tæt samarbejde med engagerede oplæringsvejledere, kliniske vejledere og ledere?
Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi søger en uddannelsesansvarlig, der kender SOSU-uddannelserne og sygeplejerskeuddannelsen – og som brænder for at skabe trygge, udviklende og meningsfulde læringsmiljøer for elever og studerende.
Sammen med vores anden uddannelsesansvarlige, får du en central rolle i at videreudvikle vores læringsmiljø i Hjemmeplejen Amager. Et læringsmiljø, hvor der lægges vægt på den enkelte uddannelsessøgende.
Dette betyder hos os i praksis, at læring ikke er en størrelse, der passer alle. Vi arbejder derfor med forskellige læringsstile og didaktiske metoder og udvikler løbende nye tilgange, så elever og studerende møder læring.
Vores mål er at give de uddannelsessøgende flere perspektiver og indgange til læring, så de får mulighed for at tilegne sig viden og styrke både faglige og personlige kompetencer på en måde, der giver mening for den enkelte – og som samtidig styrker deres evne til at omsætte læring til praksis.
Måske du kan se dig selv i dette og har lyst til og mod til at tænke i nye alternativer og løsninger?
Om jobbet
Som uddannelsesansvarlig har du det overordnede ansvar for at skabe ét fælles uddannelsesmiljø for læring og refleksion for oplæringsvejledere, kliniske vejledere, elever og studerende.
Det bliver din opgave at sikre uddannelse på et højt fagligt niveau ved at skabe organisatorisk og menneskeligt rum for læring, der er bæredygtig, pædagogisk og didaktisk – både gennem praksisnære opgaver, som sætter gang i læring, og gennem sparring, struktur og evaluering, der understøtter andres læring.
Dette indebærer bla. at du arbejder tæt på praksis og blandt andet skal
- omsætte oplæringsmål til konkret læring sammen med vejledere
- udvikle og facilitere læringsforløb (fx transfer, simulation og blended learning)
- understøtte elever og studerendes faglige og personlige udvikling
- sikre struktur og kvalitet i oplæringsforløb og samtaler
- facilitere læring gennem refleksion, feedback og målrettet læringsdesign
- tage ansvar for udvikling af området
- være opsøgende på viden internt og eksternt, der er vigtig for din funktion
- samarbejde med ledelse og eksterne partnere som Uddannelse København og KP.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet sygeplejerske med videreuddannelse, gerne i pædagogik eller ledelse.
Du står stærkt i din faglighed, du er initiativrig, og du trives med ansvar. Som menneske er du empatisk, tillidsfuld og god til at skabe faglige relationer på tværs af organisationen.
Du er en kompetent formidler, og du evner at skabe rum for refleksion og læring samt motiveres af at understøtte uddannelse på individ- og organisatorisk niveau.
Du skal gerne have erfaring fra lignende læringsmiljøer, og da her samtidig er en unik mulighed for at præge organiseringen omkring opgaven, må du gerne have en innovativ organisator i maven.
Om os
I Hjemmeplejen Amager er vi omkring 350 medarbejdere bestående af forskellige faggrupper – hovedparten er social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker. Hver gruppe ledes af en gruppeleder, som vejlederne arbejder tæt sammen med om eleven eller den studerendes læring, udvikling og trivsel i gruppen.
I løbet af et år har vi omkring 200 elever og 50 sygeplejerskestuderende. Vi møder eleverne under næsten hele deres uddannelse, mens de sygeplejerskestuderende er på 1., 2., 4., 6. og 7. semester, når de er hos os.
Som nogle af de første i landet arbejder Hjemmeplejen i Københavns Kommune i tværfaglige teams med nærvisitation (TTN), hvor alle faggrupper mødes i faste teams for at tale om og planlægge den bedst mulige hjælp og støtte til borgerne. I et læringsperspektiv giver det spændende nye muligheder for læring på tværs af faglighederne – også for elever og studerende.
I Københavns Kommune er eleverne ansat gennem Uddannelse København, som også er din faste sparringspartner. Uddannelse København afholder årligt flere arrangementer for både elever, studerende, vejledere og uddannelsesansvarlige. Som uddannelsesansvarlig har du derfor mulighed for at være en del af et større netværk på tværs af byen og mulighed for at deltage i forskellig kompetenceudvikling.
Det praktiske
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Du bliver ansat i Hjemmeplejen Amager. Vi holder til for nu på Hans Bogbinders alle og i Sundparken.
Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 37 timer i dagtimerne med tiltrædelse den 1. august eller efter aftale.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer, straffeattest samt børneattest.
Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling i kommunen, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere her.
Mere information
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen, kan du kontakte hjemmeplejeleder Annette W. Gyldengren 29 28 28 43.
Søg via linket senest lørdag den 30. maj 2026
Vi afholder samtaler løbende.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.