Akademiske medarbejdere til Område for Byplanlægning i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Motiveres du af at arbejde tæt på byudviklingen i København? Mestrer du skriftlig formidling, har et analytisk blik og kan du navigere i krydsfeltet mellem faglighed, ledelse og det politiske niveau?
Om stillingerne
Du vil blive ansat som akademisk medarbejder i Område for Byplanlægning, hvor du får en central opgave i at sikre koordinering og håndtering af tværgående bestillinger i området.
Område for Byplanlægning sætter rammerne for fremtidens nye bydele og alt større nybyggeri i København gennem politisk vedtagne lokalplaner. Vores opgave er at realisere kommunens mange mål for bl.a. mobilitet, klima, livskvalitet og social bæredygtighed i den by, der bliver bygget. Det gør vi i et dynamisk tværfagligt miljø med ca. 70 medarbejdere og i samarbejde med borgerne, politikerne samt de professionelle rådgivere og bygherrer. Det er et område, der har politisk bevågenhed og et arbejde, hvor du kan være med til at sætte dit præg på udviklingen.
Som akademisk medarbejder vil du indgå i et team, som håndterer bestillinger, koordinerer, rammesætter og driver analyser samt omsætter disse på tværs af Område for Byplanlægning. Der er tale om fem stillinger, hvoraf tre er faste stillinger og to stillinger er midlertidige indtil ultimo 2027. De enkelte stillingsprofiler vil blive tilpasset, så opgavesammensætningen passer til den enkelte, og det er derfor ikke på forhånd defineret hvilke stillingsprofiler, der er midlertidige.
Opgaverne vil bl.a. bestå i
- monitorering af fremdriften i lokalplaner og almene boligprojekter, sikre kvalitet i data, samt at udstille, samtænke og analysere data med henblik på at sikre solide beslutningsgrundlag for bolig- og bypolitiske beslutninger i Københavns Kommune
- portefølje-, proces- og ressourcestyring på tværs af området, herunder med særligt fokus på styring af interne udviklingsprojekter. Rammesætning og gennemførelse af analyser med et både fagligt og processuelt snit, fx en analyse af lokalplansprocessen, der skal bidrage med indsigt i muligheder for at reducere sagsbehandlingstiden, samt en analyse af muligheder for udvikling og fortætning af villaområder
- koordinering af forvaltningens bidrag til kommende kommuneplansproces
- diverse politiske bestillinger og tværgående opgaver på tværs af området.
Om dig
Vi ser gerne, at du
- har interesse for eller erfaring med byudvikling
- har erfaring fra en politisk styret organisation
- har stærke analytiske evner, der kan omsættes i konkrete produkter
- har blik for effektivisering af processer og optimering af sagsgange
- har erfaring med projektkoordinering eller procesledelse
- kan kommunikere svære problemstillinger, så de er til at forstå
- arbejder struktureret og formår at skabe engagement og fremdrift
- er fleksibel og bidrager positivt – også når tempoet er højt
- har en relevant akademisk uddannelsesbaggrund, fx samfundsfaglig.
Om os
Du kommer til at arbejde sammen med ca. 350 dedikerede kolleger i afdelingen Klima og Byudvikling, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i. Afdelingen har 15 faglige enheder og et sekretariat, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger, udsat by og analyser.
Som medarbejder i Klima og Byudvikling skal du have lyst til at indgå i samarbejder og projekter, der går på tværs af fagområder og fagligheder. Vi mener, at de gode løsninger bliver stærkere og mere effektfulde når vi løser dem sammen, koordineret og på tværs af fag, enheder og myndighedsområder. Vi har desuden som norm at gøre det ordentligt – og at vi gør det for København.
Afdelingen Klima og Byudvikling ligger centralt placeret på Njalsgade på Islands Brygge.
Ansættelsesforhold
Stillingerne drejer sig om tre fastansættelser og to midlertidige ansættelser indtil den 31. december 2027. Arbejdstiden udgør gennemsnitligt 37 timer ugentligt inklusiv frokostpause, og vi har flekstid. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og efter forhandling med den faglige organisation.
Der er mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen efter hensyn til arbejdsopgaver, dog med forventning om fuldt fremmøde i opstartsperioden. Vi ønsker at besætte stillingerne hurtigst muligt og ellers den 1. august 2026. Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte områdechef Mette Skovbjerg på 23 37 11 70.
Søg via linket senest søndag den 7. juni 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 25.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker og foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et nettobudget på knap 4,8 mia. kr.